
I november-december 2024 udkommer et nyt spændende brætspil “SETI: Search for Extraterrestrial Intelligence” med et lidt anderledes tema. Spillet er et nyt eurogame for 1–4 spillere, der handler om den ultimative videnskabelige opdagelse: søgen efter liv uden for Jorden.
Som spiller tager du rollen som leder af en forskningsinstitution, hvor du skal sende rumsonder ud for at udforske planeter og måner i vores solsystem. Du skal beslutte, om du vil lande og indsamle prøver eller blive i kredsløb for at få et bredere overblik. Samtidig kan du rette teleskoper mod fjerne stjernesystemer for at fange signaler fra fremmede civilisationer eller opdage exoplaneter.
Tilbage på Jorden handler det om at opgradere din teknologi, forbedre dine teleskoper og optimere din dataanalyse. Spillet byder på over 200 kort, der giver unikke effekter, alle inspireret af virkelige teknologier som ISS og Voyager-proben.
SETI er en hyldest til rumforskning og vores søgen efter liv i universet. Vi håber på spillet finder vej til vores spilaftener i fremtiden. Læs mere om spillet på boardgamegeek.com her.



